86
men bare Stedsøster, og har dog saadan en Magt over Dem.”
„Men lad være at sige noget til Helene denne Gang,” afbrød Manden hende, „det vil jeg raade Dem til. Kom til os uden at spørge hende; det er en fordelagtig Forretning. Saa kan De jo senere tale om den med Deres Søster.”
„Jeg skal altsaa komme?”
„I Morgen Aften ved Syvtiden; der vil ogsaa komme nogle af de andre, saa De kan let danne Dem en Mening.”
„De kan ogsaa drikke The hos os,” tilføjede Madamen.
„Naa, ja, saa skal jeg da komme,” sagde Elisabeth i en tøvende, ubestemt Tone og begyndte langsomt at gaa hen ad Vejen.
Raskolnikow gik videre og hørte ikke mere. Han var gaaet, sagte og ubemærket forbi, i den Hensigt at opfange hvert Ord. Efter den første uforklarlige Fornemmelse følte han sig saa beklemt, og der foer en Kuldegysen gennem ham. Han havde pludselig og helt uventet faaet at vide, at i Morgen Aften ved Syvtiden vilde Elisabeth, Pantelaanerskens Søster, ikke være hjemme — følgelig vilde den Gamle ved denne Tid være alene.
Han havde herfra kun nogle faa Skridt til sit Logi. Han kom hjem som en Dødsdømt; han overvejede intet, han kunde ikke tænke. Men han følte pludselig, at han ikke mere hverken havde fri Dømmekraft eller fri Villie, og at det nu pludselig var uigenkaldelig besluttet.
Det var klart nok, om han vilde vente aldrig saa længe paa en gunstig Lejlighed, et belejligt Tidspunkt for en heldig Gennemførelse af sit Forsæt, et bedre end det, der nu pludselig frembød sig, vilde der næppe komme. Det vilde al Tid være vanske-
