88
igennem. Først for halvanden Maaned siden kom han til at huske paa hendes Adresse. Han havde to Ting, han kunde sætte ud, et gammelt Sølvuhr, han havde arvet efter sin Fader, og en lille Ring med tre røde Stene i, som han ved Afskeden fra Hjemmet havde faaet til Erindring om sin Søster. Han besluttede altsaa at laane paa Ringen og opsøgte den gamle Kone. Da han havde fundet hende, havde han straks, uden at vide noget om hende, fattet en uovervindelig Afsky for hende. Han fik to „Smaasedler” for Ringen, gik hen i en lille Restavration og forlangte The, satte sig hen i en Krog og fordybede sig i Grublerier.
Næsten lige ved Siden af ham, ved det nærmeste Bord, sad en Student, han ikke kendte, og en ung Officer. De havde spillet Billard, og nu drak de The. Pludselig kom han til at høre, at Studenten talte med Officeren om Pantelaanerske Helene Iwanowna og nævnede hendes Adresse. Alene dette Tilfælde forekom Raskolnikow besynderligt; han var lige kommen fra hende, og nu hørte han Tale om hende. Naturligvis var det kun et rent Tilfælde; men for ham, der i Forvejen ikke havde kunnet frigøre sig for nogle besynderlige Tanker, for ham blev Studentens Udtalelser med de mange Enkeltheder med Hensyn til Helene, skæbnesvanger.
„Storartet Kone,” sagde Studenten, „hos hende er der al Tid Penge at faa. Hun er rig som en Jøde, og kunde godt paa en Gang lægge fem Tusind paa Bordet. Men hun skammer sig heller ikke ved at laane paa et Pant til en Rubel. Der er Folk nok af vore Lige, der besøger hende. Men en rigtig gammel Heks er hun alligel…”
Og saa fortalte han videre, hvor ond og lunefuld hun var, at et Pant var haabløst tabt, naar der gik én Dag over Tiden, at hun aldrig gav
