Der er både Vid og Vellyd i disse Vers, og de vakte fortjent Bifald, da de kom frem; men de taber i Interesse, når man stifter Bekjendtskab med de virkelige, alvorligt mente »expressionistiske« Digte, som de jo skulde karikere, thi mange af disse sidstnævnte Aandsprodukter må på Grund af deres uforligneligt latterlige Tåbelighed siges at være inkarikable. Nogle Exempler hentede fra Expressionismens yngste Udløber Dadaismen, der som bekendt har sit Hovedkvarter i Zürich, vil oplyse Sagen.
Til at begynde med vælger jeg et Vers, hvis Forfatter er et af den expressionistiske Malerkunsts bekjendte Navne: Francis Picabia. Jeg har i min forrige Bog afbildet et af hans bekendte Malerier som Exempel på kubistiske Fixérbilleder; dets Titel var »berømt Dandserinde ombord på en transatlantisk Damper«. Jeg (og de fleste) kan ikke finde nogen Dandserinde på Maleriet. Dr. Oluf Thomsen derimod ser hende »fremstillet længst til venstre i Billedet promenerende på Dækket«. Maleren Albert Repholtz — der i hårde Ord bebrejder mig min Mangel på Forståelse af Picabias Arbejde — kan lige så lidt som jeg se den promenerende Skjønhed; men »i et sært formet gråligt Felt til venstre for Billedets Midte« »skimter« han »noget som Underkanten af nogle Balletskjørter og et Par Kvindelægge«, og han tilføjer, at »måske kan andre
— 21 —
