122
To Gjenboer.
III.
Han — paa Ballet.
Jo, jo, det er herligt at komme paa Bal —
men næste Gang bliver jeg hjemme!
Den deilige Aften iaften, den skal
jeg ikke saa hurtigt forglemme.
Knap Længslen jeg kued,
hver Time jeg talte,
til Kjerterne lued,
og Tonerne kaldte,
og inderlig salig, med blussende Kind
og bankende Hjerte jeg traadte herind.
Jeg var jo saa nær ved min skjønneste Drøm:
Snart skulde jeg med hende glide
beruset i Hvirvel paa Tonernes Strøm.
Jo, jo — Jeg fik Andet at vide!
Da Hun traadte ind, blev jeg reent consterneert,
og før jeg kom ret til at sandse,
var hun i det første Minut engageert
til ti eller elleve Dandse.
Der sad jeg og bæved
af Smerte og Harme,
imedens hun svæved
i fremmede Arme.
Jeg bandede Valsen, men dog gik især
den rædsomme Polka-Mazurka mig nær.
