123
To Gjenboer.
Tilsidst sprang jeg op for at prøve, om ej
hnn vilde „den Tolvte“ mig skjænke —
Jeg synes min Bøn var beskeden — men Nej!
Selv derpaa er ikke at tænke.
Omkring hendes Stol er der sluttet Quarré.
Hvad nytter det vel om jeg stormer?
Sletintet! — Jeg faaer hende neppe at see
for Spidskjoler og Uniformer.
Selv Herrer fra Skolen
og Herrer fra Disken
sig flokke om Stolen
med Sukken og Hvisken,
hver halvvoxen Laban, hver halvgammel Laps
forsamler sig der for at coure omkaps.
Farvel Tryllerinde! Iaften jeg tør
ej vove at friste min Lykke;
men tro mig, Du Skjønne, jeg veed hvad jeg gjør:
Nu dandser jeg blot med de Skygge!
IV.
Hun — Dagen efter.
Ak Laura, Laura nu først seer
og kjender jeg min Nød!
Nu er der ingen Frelse meer —
Gud give jeg var død!
