Side:E Bøgh Digte 1860.djvu/146

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

124

To Gjenboer.

Ja det er min Bestemmelse,
at jeg vil døe af Græmmelse.
 Det kan ej staae
 ret længe paa;
med slig en Sorg kan man kun gaae
en Maaned — ja en Uge blot;
det føler jeg saa godt.

Og Skylden er ej min. Jeg kan
forsikkre Dig: Jeg veed
ej naar og heller ej hvordan
han vandt min Kjærlighed.
Jeg veed kun, at han listede
saalænge, til jeg mistede
 min Hjertefred
 og Hjertet med,
og nu, nu dandser han afsted
og leer ad al min Kval og Nød —
Gud gjve jeg var død!

Iaftes var vi begge To
paa Ballet, som Du veed —
Ak Laura! Du kan ikke troe,
hvor frygteligt jeg led!
Han valsede og tourede
og førte op og courede
 og mored sig,
 men dandsed ej