11
Kongen og Narren.
Paa Øen stod en Trone i det tætteste Krat,
did satte de Monarchen og sagde ham Godnat.
Der sad han nu og drømte — den lyksalige Svend! —
om Kejsere og Konger og saa — om Tømmermænd.
III
Alt gløded Gurres Mure i Aftensolens Glands,
paa Borgen var der Jubel og Harpeklang og Dands.
Kong Volmer selv sad skjæmtende ved den muntre Fest,
da meldte Kammersvenden en højbaaren Gjæst.
Var det en saxisk Hertug, en normannisk Baron?
Nej det var Klaus i egen allerhøjeste Person.
„Ej“ — raabte Konning Vollner — „Velkommen ædle Drot!
Hvad Nyt fra Eders Rige? Jeg haaber noget Godt.“ —
„Fortrinligt Nyt tilvisse! Jeg bringer den Besked:
Nu har Kong Klaus den Eneste lagt Scepteret ned.
Sit Rige og sin Trone han i Stilhed har forladt
og bytter Kongens Krone med Narrens Bjeldehat.
Ja Herre! Det er redeligt og ærligt bekjendt,
jeg fandt det grumme kjedeligt at være Regent.
Saasnart man bliver Konge, endogsaa blot af Navn,
forstaaer man alle Fyrsternes Sorger og Savn.
