12
Kongen og Narren.
Med Tronens Himmel blev jeg kun altfor snart bekjendt —
med den var det, min Sandten, kun daarligt bevendt:
En luvslidt Fløjelshimmel — Gardiner hvori
der hang en Stjernevrimmel af falmet Broderi.
Jeg følte mig paa Tronen saa ensom og forladt,
selv Fugleskaren flygted til det fiærneste Krat.
En Konge, tør jeg sige, er den fattigste Mand,
thi Alle have Lige og Venner, uden han.
Men rundtom, hvor jeg gik og stod, var altid Luften tyk,
af allehaande Hofkryb — af Fluer og Myg.
De kyssede min Haand, og de skikkede min Fod,
men havde gjerne suget min sidste Draabe Blod.
Og alle Øens Viber fløj arrige omkring
og skreg, endskjøndt der fejlede dem slet ingen Ting;
og dobbelt ivrigt skreg de, da Taushed jeg bød —
da saae jeg først hvor lidet et Kongeord betød!
Nej! jeg var hverken sorgløs eller rolig eller fri,
saalænge jeg var Konge — men nu er det forbi! —
Min Fyrstelige Krone jeg skjænker glad til Den,
der bringer mig min herlige Bjeldehat igjen.“
Saa talte Klans medrette, thi Herregud han bar
sin Krone som sin Hætte — ret som en stakkels Nar.
