Denne side er blevet korrekturlæst
56
Nordsternen.
II.
I de friske Lindes Skygge
paa den bløde Mosbænk sidder
hist en Mø, i stille Slummer
dysset ind af Fuglens Kvidder.
Pandens Snee og Kindens Roser
halvt den spæde Haand kun dølger;
rige, bløde, gyldne Lokker
vugge sig paa Barmens Bølger.
Stille! — Lette Skridt sig nærme —
Hør! Det rasler gjennem Løvet ——
det er ham, den unge Konstner,
solbrændt, rejseklædt og støvet.
Som fortryllet brat han standser
Ved det skjønne Syn, han møder.
Hvor hans Øjne saligt tindre,
hvor hans brune Kinder gløder!
Taust et Knæ mod Jord han bøjer,
mens det glade Blik sig hæver
op mod Himlen — i dets Lue
Hjertets Tak som Offer svæver.
