69
Sukket i Skoven.
Sukket i Skoven.
(Frit efter Malmström.)
„Seent i den kolde Høstkveld en lille Dreng der sad
Og leged under Skovens høje Linde,
Han hørte Vinden rasle med Løvets gule Blad,
Saa Lysene, som hos Gudfader skinne;
Han sad i sine Drømme, men Mørket kom saa brat,
Og Aftenrøden siuktes, og rundtom blev det Nat;
Da sukked det saa sælsomt i Skoven,
Han rejste sig og gyste og sprang fra Lindens Rod,
Og tænkte paa Svartalferne saa lede,
Han iled ud af Skoven med Rædsel i sit Blod,
Og vild han foer paa lyngbevoxne Hede;
Han tænkte paa sin Moder og sine Søstre smaa,
„Gud naade mig, som liden er — hvor skal jeg Hjemmet naae!“
Da sukked det saa sælsomt i Skoven.
Men Maanen træder langsomt frem bag den brustne Sky
Og kaster Sølverstraaler over Jorden,
Og Nattens Skygger bange til Fjeldets Rister flye,
(5)
