70
Sukket i Skoven.
Og sorte Skyer samle sig i Norden
Og Bjergets Toppe skinne, men mørk staaer Skov og Vang,
Og vildt i Nattens Stille gjenlyder Uglens Sang —
Da sukked det saa sælsomt i Skoven.
Ræd ilede den Lille over Heden afsted,
Og mangt et gammelt Sagn randt ham i Minde,
Og Stjernerne fremskrede, og Natten led og led,
Men Barnet kunde ikke Vejen finde!
„O svarer mig, I Stjerner, paa Himlens høje Blaa,
I visnede Smaablomster, ak svarer mig I Smaa:
Hvem sukkede saa sælsomt i Skoven?“
Men alle Stjerner taug, og de spæde Blomster med,
Og Taarerne ham nedad Kinden trilled —
Da saa han fjernt en Alfedands — didhen med lette Fjed
Han iled, og i Kredsen han sig stilled;
„O I, som træde Dandsen, paa lyngbevoxen Sti!
O siig mig, skjønne Sødskende! Det vide dog vist I —
Hvem sukkede saa sælsomt i Skoven?“
Og liden Alfedronning, hun hilste ham saa mild
Og tørrede ham Taarerne af Kinden;
„Græd ej Du smukke Lille, fordi Du nys foer vild,
Snart skal Du finde Vejen hjem til Linden;
Men sæt Dig først paa Tuen, i Lyngens tætre Gjem,
Saa skal jeg løse Gaaden, saa skal jeg sige, hvem
Der sukkede saa sælsomt i Skoven.
