73
Min første Kjærlighed.
Af Verdenskundskab havde jeg langt meer end Nogen aner.
Jeg havde slugt tre Skabe med Noveller og Romaner
Hvad Under da, jeg følte mig saa stor og klog som Nogen.
og meget, meget ældre end der stod i Kirkebogen!
Hvad Under, at min Fantasi til Slutning blev saa væver,
at Elmetofte Præstegaard blev mig for lav og snæver.
Jeg følte mig saa venneløs, hvor god man var imod mig:
Min Onkel var en gammel Mand, som ikke ret forstod mig,
min Tante var en ærlig Sjæl med mange skjønne Dyder,
men havde bare Smag for Mad og blot Passion for Gryder;
Og mine tre Cousiner — Ja, de var jo meget rare
og kjønne unge Piger; men de drillede mig bare.
Jeg husker godt en Aftenstund, jeg fulgte med den Ene
hjem over Klinten. Alt var tyst, og vi var ganske ene,
og Maanen titted stor og rund op over Skovens Toppe;
i Bogen sad et Duepar og kurrede deroppe.
Jeg syntes Hannas Øjne blev saa milde og saa smukke,
jeg syntes ogsaa tydeligt, jeg hørte hende sukke —
og kort og godt: jeg blev lidt rørt og talte nogle ømme,
velalgte Ord om Maaneskin og Sympathi og Drømme;
men midt i Talen fandt jeg dog, at det var bedst at tie;
thi frem af Krattet hoppede Louise og Sophie.
„Ak“ — raabte Hanna leende — „hvor I kom ubelejligt!
Nu var just Laban bleven øm, det klædte ham saa dejligt!“ —
Tænk disse Ord, og dette Navn og al den Spot og Latter,
jeg maatte døje ovenpaa — saa haaber jeg De fatter,
at jeg med et fortørnet Blik gav Pigerne tilkjende,
at nu var al Fortrolighed imellem os tilende.
Og derved var min Tilstand jo betydelig forværret;
