78
Min første Kjærlighed.
Forresten hed han Jesper Brock, var Pranger og Forpagter
og havde gjort sig vidt bekjendt som en Alverdens Frier,
der ej fik Kurve stykkeviis, men tog dem i Partier.
En saadan Stakkel skjænkte jeg kun et Par Medynksblikke:
Lad ham kun dandse! — tænkte jeg — det skader mig jo ikke.
Snart tonede den næste Dands, en lystig Gallopade,
jeg sikkred mig den strax, thi jeg var bleven klog af Skade,
og det blev Dands! Vi foer afsted som Tidselfnug i Blæsten —
ja meget meer. Vi foer afsted som Lænkekugler næsten —
Alt maatte vige. Vee Enhver, der standsed os paa Banen!
Vi traadte to Cadetter ned og vælted Capellanen:
han tog en gammel Frøken med, og over Parret faldt der
igjen en Møllerente og en vægtig Godsforvalter —
men vi blev ved. Vi saae det knapt. Hvor kunde vi vel
heller
i slig en Stemning give Agt paa slige Bagateller?
jeg ændsed hverken Capellan, Forvalter eller Enke,
jeg skyede hverken Vægge eller Borde eller Bænke,
jeg havde hverken Stunder til at tænke eller sandse, —
jeg havde nok at gjøre med at elske og at dandse.
Men selv de bedste Dandsere maae af og til pausere,
og da min Dame hvisked: „Tak, nu kan jeg ikke mere!“ —
saa standsed vi. Nu var det Tid at sige nogle smukke,
dybtfølte Ord; men det slog fejl. Jeg kunde bare sukke,
halvandet Ord ad Gangen frem, og det med megen Stammen
og Hjertebanken, thi Gallop og Elskov slog sig sammen
til min Veltalenheds Ruin, og da jeg nødig vilde
