80
Min første Kjærlighed.
„Da rinder flux den røde Strøm henover hviden Tilje“ —
forresten vil jeg tilstaae, at det skete ej med Vilje.
Man lo og skjæmtede imens, men Latteren og Skjæmtet
forsvandt imidlertid medeet. Kaptajnen havde klemtet
med Kniven paa sit fulde Glas — vi fyldte vore tomme
og vented med Begjærlighed paa Det, der skulde komme.
Nu kom en Tale høj og bred om Kjærlighedens Nytte,
om Ægteskabets Salighed og om en Bueskytte,
som hed Cupido, og var blind og om en Mængde Andet,
som jeg har glemt, Altsammen smukt og smagfuldt
sammenblandet;
dog var det Talens sidste Ord, der gjemte Qvintessentsen:
En Skaal for de Forlovede — Hr. Brock og Frøken Jensen.
Det var for mig som Jerichos Trompeter lod sig høre,
det var som skralded Dommedags-Basunen i mit Øre.
Jeg svimlede. Forlovet — hun! — I Himlens høje Magter!
Forlovet — hun — mit Ideal — og det med en Forpagter! —
Jeg troede Synet slog mig fejl, jeg tvivled paa min Hørelse.
jeg frygted hun var bragt saa vidt ved Troldom og Forgjørelse;
men hun var nok saa kry og glad — ja, uden mindste Gene
hun kyssed ham til Tak for Mad. Det var en prægtig Scene!
Jeg havde nok. Jeg styrted hjem. Jeg var forraadt, bedraget
og skjændig holdt for Nar, men nu var min Beslutning taget:
Jeg vilde døe. Jeg tænkte først at skyde mig for Panden;
men skjøndt Methoden var probat, traf dog mit Valg en anden:
Jeg gik tilsengs. Mit Forsæt var at sørge mig tildøde.
