Denne side er blevet korrekturlæst
81
Min første Kjærlighed.
Men sælsomt nok! Jeg vaagnede ved næste Morgenrøde
aldeles rask. Min Tilstand var mig næsten uforklarlig:
Min Puls var let, min Kind var rød, min Appetit forsvarlig.
Dog blev jeg rolig liggende og vented Dødens Komme;
men da den ikke meldte sig, skjøndt tredje Dag var omme,
saa blev jeg vred, stod op og svor at leve trods min Smerte —
jeg svor at leve trods det Slag, der havde knust mit Hjerte,
og trods mit Tab, og trods Enhver af Dem, der havde voldt
det —
jeg svor at leve ... og De seer: Til Dato har jeg holdt det.
