104
PETER SCHRAM.
spille Komedie deri. Det er højst sandsynligt, at Eleverne valgtes meget uskønsomt, at Skolegangen havde sine store Mangler, og at Disciplinen ikke var særdeles stærk — blot en saadan pædagogisk Forholdsregel som den, at Drengene sattes til at strikke i de Timer, Lærerne forsømte, gav naturligvis Anledning til mange Spilopper — men hvorom al Ting er, saa maatte man dog meget ønske, at Theatret nu til Dags forsynedes med saa veloplærte Kræfter, som der dengang udgik fra Konservatoriet. Man sammenligne hermed det tragikomiske Forhold, at der nu er oprettet en Skole for de kvindelige Elever, Theatret antager og lader spille, det vil sige for unge Damer omkring Tyverne. Du milde Himmel! de burde dog virkelig have lært at tale rent og andet mere, inden de fik Lov til at optræde paa, hvad man poetice benævner Holbergs Scene.
Schram gik sin Skoletid ud og lærte med sit lette Nemme alt, hvad der var Lejlighed til at lære. Imidlertid var der foregaaet en stor Forandring med hans Stemme. Den skiftede om fra at være en høj Tenor til en dyb Baryton. Siboni var slet ikke glad herover, han havde sat stor Lid til den opvoksende lyriske Elsker, men han trøstede dog Drengen paa sin snurrige Maade: »Du blive ikke tenor, Du skal ikke være bedrøvet, men Du blive ikke Elsker, c'est à dire paa Theatret, hvad Du blive udenfor, det véd jeg ikke«. Om det sidste Punkt skal jeg heller ikke have nogen Mening, den vordende Leporellos Privatliv ligger ganske udenfor denne Skitse. Og dog vil jeg for de Læseres Skyld, som ynde saadanne intime Afsløringer, anføre et Træk fra Schrams Ungdom, som synes at bevise, at han heller ikke udenfor Scenen var egnet til romantisk Elsker.
