110
PETER SCHRAM.
fristende. Han var meget bange for at kaste det smudsige Vand bort, inden han havde det rene, hans Natur var for at holde ud og vente — og han skrev, i Stedet for til Direktionen, et Brev til Rung, hvori han nedlagde alle sine Tvivlsmaal. Herpaa lyder saa Rungs Svar, som følger:
»Kære Schram! Vi ville svare Dem paa enhver af Deres Ytringer om Deres Fremtid«.
»A. De ytrer i Deres Brev, at De frygter for at forlange Deres Afsked, da De saaledes vilde rives ud af alle Deres Forhold ved Theatret.
»Hvad det angaar, maa De vel lægge Mærke til, at det ikke er sandsynligt, at Theatret vil miste Dem o. s. v. o. s. v.
»B. De ytrer dernæst, at De godt kunde informere, men at De for Øjeblikket ingen Informationer har.
»Dette ligger for største Delen i, at man ikke alvorlig har søgt at skaffe Dem nogle …. Er Spørgsmaalet blot om at skaffe Penge, saa kunne disse jo ogsaa skaffes tilveje paa anden Maade f. Eks. ved en Koncert og derved, at De lod Dem engagere af Italienerne.
»C. De er dernæst bange for, at De skulde miste Deres Skuespillertalent.
»Svaret herpaa ligger i den ovenstaaende understrøgede Linje, og denne Tilflugt, som Italienerne aabne Dem, maa De ret takke Skæbnen for.
»D. Hvad De ytrer om Fortsættelse af Deres Sangstudium, kan De vel næppe have ment alvorlig. Den Hjælp, De her behøver, vil vistnok mindst af alt nægtes Dem …. «
Men det var at præke for døve, skønt meget musikalske Øren. Schram kom ikke til at søge Informationer eller gaa til Italienerne eller i anden fremmed Krigstjeneste,
