126
PETER SCHRAM.
Men jeg maa endnu blandt denne Klasse af Roller fremhæve den sidste, skønt ingenlunde den ringeste, nemlig Malcolm i Røverborgen. Hans Maske var Shakespeare værdig. Saadan sé dennes gamle Syndere ud: det stirrende Blik, de underløbne Øjne, de hvide, struttende Haar, den fremskudte Underkæbe, bestialsk af Blodtørst og Sanselighed! Vidunderlig havde Schram her vidst at smelte det Uhyggelige og det Komiske i den gamle Slyngels Angst sammen; det var just den rette Galgenhumor. Rollen bares af den Spøgelsefrygt, som vi alle mindes fra Ingemanns Romaner. Det er umuligt at glemme den Mine, hvormed Malcolm, halvfjollet af Rædsel, fortalte om den gamle Lucas, han havde sét sidde paa Trappen med Hovedet under Armen. Det var næsten moralsk at se, hvorledes Frygten knugede hans Lemmer. Og saa, naar han havde drukket og med fremstrakt Arm og blottet Kniv saa bleg som et Lig forsikrede om sit Mod i et lydeligt: »Nu blusser jeg«, og saa den hidalgomæssige Maade, paa hvilken han slog sin Pjalt af en Kappe over Skulderen — man er ikke ofte til saadan Fest i det kongelige Theater. Alle gamle Eventyr om Røverborge stode lyslevende for Ens Øje.
Tag saa fra disse halvt alvorlige Roller alt det Komiske bort og fjærn ogsaa det Dæmoniske, det Frygtindjagende forvandler sig da til det Ærefrygtindgydende. Man vil forstaa, at Schram har forsøgt sig ogsaa i denne Nuance. Men det synes mig ikke med stort Held undtagen i det rent Ydre. Han har let ved at forvandle sig til en ærværdig Olding med hvidt Skæg omtrent i Lignelse med Vorherre i Billedbogen: saaledes var Jacob i Joseph og hans Brødre, Rokko i Fidelio og vel ogsaa Moses, om hvilken
