JOACH. DAN. PREISLER. 151
og det Lidet han endnu havde præsteret i Literaturen. Forslaget gik ikke igennem, hvad Rahbek senere fandt ganske naturligt.
Netop i de første Aar, hvor Preisler intet Held havde som Skuespiller, var hans Levned højst uordenligt. Ægteskabet havde kun kort formaaet at lægge Baand paa hans Vaner. Muligvis faldt megen Skyld over paa hans Hustru, der med sin Opdragelse ikke følte sig hjemme og ikke paa sin Plads i den lidt fornemme Atmosfære hos Svigerforældrene. Det unge Par flyttede bort; men hun var endnu mindre skikket til at være Husbestyrerinde paa egen Haand; thi hendes Skødesynd var Uorden. Selv paa Scenen var hun saa sjusket i sin Paaklædning, at alle Datidens Kritiker klage derover; man kan da tænke sig, hvor ligegyldig hun har været i sit Hjem. Jeg tænker mig hende i en evig Negligé, som rimeligvis har bortstødt Preisler, der var vant til Elegance og selv yderst sleben og fin i sin Paaklædning. Det varede kun kort, førend han søgte lystigt og slet Selskab og svirede alle sine Nætter bort.
Rahbek var af alle hans Venner den, der holdt længst ud med ham. Maaske dog fuldt saa meget for hans Kones Skyld, hvem han var oprigtigt hengiven, som for Preislers egen. Efter hendes Debut var hun en kort Tid saa uheldig paa Scenen, at mange frakendte hende enhver Evne. I alvorlige Roller var hun slem til falsk Deklamation, eller som Rahbek udtrykker det, til »en ubehagelig Hultonethed«. Det lagde Grunden til deres Venskab, at Rahbek paatog sig at udrydde denne Vane hos hende. I nogen Tid var han endog hendes Fortrolige i de ægteskabelige Sorger. Da han en Aften besøgte hende sammen med nogle andre,
