JOACH. DAN. PREISLER. 159
muligvis sine egne Studier fra den teologiske Tid, men prædikede saa højtideligt, at Rahbek fandt sig beføjet til at gøre ham opmærksom paa, at Seebach dog næppe i det daglige Liv talte som de slette Præster paa Prædikestolen.
Hvem kan vel tvivle paa den nøje Sammenhæng mellem Skuespillerens Person og hans Kunst, naar man ser Preisler gennemløbe denne Rollerække: lutter blanke Overflader, fra den tomme Lystspilelsker over Komplimentmageren til Slynglen med det glatte Ansigt og flydende Tale? Legem og Sjæl og det Liv, han førte — alt kom ham tilgode paa Scenen; der manglede ham heller ikke omhyggeligt Studium af sin Kunst.
I Aaret 1788 besluttede Theaterdirektionen, rimeligvis paavirket af Rosing, at sende nogle Skuespillere paa Udenlandsrejse. I deres Instruktion, hvis Dansk lader adskilligt tilbage at ønske, hedder det, at de skulde rejse »for at udbrede deres Kundskaber og berige deres Indsigter i Skuespiller-Kunsten«, og for at de kunde se de fleste berømte Tyske Theatre, men fornemmelig de Parisiske, hvor »de, saavelsom og i denne Hovedstad, efter den antagne Mening, egentligen skulle se og studere den fine og belevne Verden«. Valgte bleve Rosing, Saabye og Preisler, hvilken sidste det paalagdes at føre en Rejsejournal, og som ved sine Sprogkundskaber blev sine Kammerater til overordentlig Nytte.
Om de Tres Besøg hos den fine og belevne Verden giver Preislers Rejsejournal, der foreligger trykt i to Bind, ikke nogen Oplysning; derimod ser man, at de have været Gæster hos Datidens berømteste tyske Skuespillere, til hvem fornemmeligt Rahbeks Anbefalingsbreve aabnede dem Adgang. I Paris var det vanskeligere at stifte Bekendtskab.
