178 KRISTIAN MANTZIUS.
hos Paludan-Müller lider eller om hvorledes en venetiansk Jøde hader og hævner sig.
Derfor var hans Shylock saa miserabel. En lang sommelig Prædiken hele fire Akter igennem. Han vilde efter adskillige tyske Skuespilleres Eksempel lægge Hovedvægten paa det Patriarkalske. Dette er sikkert én Side af Figuren, men langtfra, den vigtigste. Imidlertid var det desværre den eneste, som Mantzius' Ansigt og Skikkelse tillod ham at fremstille. Jeg har hørt Høedt oplæse enkelte Repliker af Shylocks Rolle, og der var mere af den virkelige Shylook i en Sætning udtalt af Høedt end i alle Mantzius' Tirader. Hvorfor? Fordi der laa et Menneskeliv bagved Høedts Tale, fordi hans dæmpede Tone var som fortættet med alt, hvad Shylock havde tænkt og lidt, medens Mantzius' Retorik var flad og tom: en lydende Bjælde, et klingende Malm.
Det er en Kendsgerning, at den komiske Skuespiller næsten altid nærer den Tro, at Verden har mistet en Tragiker i ham, og Mantzius var i saa Henseende ikke gaaet Ram forbi, Ligesom han ved sine Oplæsninger foredrog mange alvorlige Poesier, saaledes yndede han at fremstille det Ophøjede paa Scenen. Han gjorde Lykke som Byrge i Svend Dyrings Hus, som Knut Algotsøn i det skrækkelige Brylluppet paa Ulfsbjerg, et sandt Repertorium for falsk Patos, og som Kold, Bergthor og Bjørn hos Oehlenschläger. Han spillede paa én og samme Maade disse Roller og de Biskopper og andre Højærværdigheder, der undertiden blev ham til Del. For mig var det Messesang altsammen. Hvorlidt han ogsaa forstod, hvad det gjaldt, kan man dokumentere af hans egne Ord. Det er bekendt, at han unddrog
