KRISTIAN MANTZIUS. 181
paa Kasino. Frederik Madsen spillede den uforbederlige Drukkenboldt Bardolph, hvis Rolle var saa stærkt beskaaret, at den knap bestod i andet end at uddrikke forskellige Krus under Falstaffs Tale. Men Madsen vidste saa genialt ved sit stumme Spil at skildre den forhærdede Dranker, at der var mere af den Natur, Shakspeare forlanger, i den rystende Haandbevægelse, hvormed han førte Bægeret til Munden, end i hele Mantzius' Spil. Dennes Talent slog ikke til, fordi hans Dannelse aldrig havde ført ham til at gøre Studier hverken af historisk eller psykologisk Art.
III.
Fortrin og Mangler viste sig tydeligt i hans Holbergske Roller. Han spillede i lang Tid Jeronimus'erne paa vort Theater, og man vil forstaa, at den dumstolte Værdighed lykkedes ham, hvorimod Fremstillingerne manglede den skarpe Karakteristik, der kunde adskille de forskellige Skikkelser, som bare samme Navn. Højest stod den devote Hykler i Pernilles korte Frøkenstand. Hans lidt skelende Sideblik kom ham her til Gode. Han havde en Maade at sige: »Min smukke jomfru!« med et Tryk paa »smukke«, som viste, at den gamle Skælm endnu lod sig friste af kvindelige Yndigheder.
Udenfor Jeronimustypen lykkedes Jakob v. Thyboe ham bedst. Han glimrede ved et latterligt Kavallervæsen, som dog maaske snarere efterlignede en moderne Laps end den rigtige Thyboe, Bondesønnen, der vil udgive sig for Krigshelt. Mon ikke i det Hele denne Rolle opfattes fejlagtigt? Det beror, saavidt jeg sér, paa en blot Tradition, at Jakob
