224 FRU HENNINGS.
sig i Særdeleshed nydelig ud i Væbnerdragten i Valdemar. De bløde barnlige Træk, med det let smægtende og troskyldige Blik, bleve endnu mere indtagende under Hjelmhuen. Modsætningen mellem det mandlige og krigerske Vaabensmykke og det fredelige Barn, der bar Skjold og Sværd, bragte alle Tilskuerne det Udraab paa Læberne, som har forfulgt Fru Hennings i saa lange Tider: »Hvor hun er sød!«
Naar jeg siger »forfulgt«, udtrykker jeg mig næppe rigtigt. Jeg antager ikke at Fru Hennings har følt denne Art af Beundring fra Publikums Side som en Forfølgelse; men paa den anden Side tror jeg rigtignok, at det ikke har været gavnligt for Fru Hennings Talent, at Publikums Yndest lettest og sikrest har været at vinde ved en stærk Fremhæven af det Barnlige i Væsen og Tale. Dog dette lille Træk, som betegner Tilskuernes Følelse overfor en enkelt Skuespillerindes Optræden, hænger sammen med en hel Side af dansk Karakter og Aandsretning, med den Sky for kvindelig Selvstændighed og Frihed, som kommer tilorde overalt i Presse og Literatur. Er det først slaaet fast — og det er det omtrent — at der intet mere smigrende kan siges om en ung Kvinde, end at hun er et Barn, vil Skuespillerinden ikke let undlade at imødekomme Publikums Smag. Hendes Triumf er hende da vis. Om man end beundrer den kokette og elegante Dame, vil man dog tage noget Forbehold overfor hendes Luksus og Koketteri, om man end viser den nordiske Jomfru al skyldig Ærbødighed, kan man dog let finde hende en Smule kedelig og hendes Paaklædning et Gran latterlig — men det fortryllende Barn vandrer uangrebet ad den gyldne Middelvej, behagesygt
