234 FRU HENNINGS.
ganske den ørkesløse og forvænte lille Dame, der hverken er god eller slet, kun absolut uskikket til at føle redeligt og tænke alvorligt. Signe véd om sig selv, at hun er det »forkælede« Barn og tillader sig derfor alt: ethvert Lune bør af de andre opfattes som en Ynde mere. Da Fru Hennings ved Tæppets Opgang laa henstrakt i Gyngestolen, syngende paa en Melodi fra Den skønne Helena, vrissende og næsvis, var hun netop saa utaalelig en lille Tingest, som Bjørnson havde tænkt. Hvis ikke noget meget Alvorligt hændte hende, vilde denne kønne Flane blive den tommeste Dukke, kun god til at hænge moderne Klæder paa og til automatagtig at gøre Honnørs i Selskabslivet. Senere hen i Stykket har Digteren glemt Signe; da hendes Sjælsudvikling foregaar i Mellemakten, forundres Tilskuerne noget ved i de sidste Scener at se hende optræde som den personificerede køkkenvante Huslighed. Fru Hennings var derfor ikke istand til at markere Forandringen ved sit Spil, men maatte nøjes med hint Vrangbillede af en Ingénue i første Akt.
Noras Rolle skulde give hende Lejlighed til at lade det Omslag i Opfattelsen af det Kvindelige, som Falliten antyder, træde frem i fuld Klarhed. Ibsen har villet vise os hvad Skæbne der venter Ingénuen i Ægteskabet, saasnart dette ophører med at være »et Dukkehjem«, og de traditionelle Komediemasker falde fra Elsker og Elskerinde, Mand og Hustru. Han har ligelig fordelt Sol og Skygge over Nora, ikke karikeret hendes Skikkelse paa et eneste Punkt.
Hun er opdraget i et rigt Hjem, forkælet af sin Fader, der systematisk har afskaaret hende fra ethvert Indblik i Omverdnens virkelige Liv. Hendes Standpunkt er den
