FRU HENNINGS. 235
franske Prinsesses, som under Hungersnøden, da det sagdes hende, at de Fattige manglede Brød, spurgte, hvorfor de da ikke spiste Kager. Selviskhed er som med Flid næret i hende. Det akcentueres to Gange i Stykket, at hun ikke bryder sig om »Fremmede«. Hun har intet lært, aldrig gjort nogen selvstændig Erfaring, kun været Legetøj for sin Fader. Hun bliver det ogsaa for sin Mand, hvis modbydelige Affektation giver hende som Kælenavne Ordene Lærkefuglen, Egernet. Hun modtager sine Meninger villigt fra ham; men de samtale ikke med hinanden, thi hun er kun hans villige Slavinde, hans underdanige Maitresse, aldrig hans Veninde og Hustru. Hun hopper rundt som en Fugl i det gyldne Bur, barnagtig lystig og hugger Næbet i alle de søde Sager, som bydes hende.
Jeg skal ikke gaa nøjere ind paa Noras Karakter og Skæbne, som kun vedkommer os her, forsaavidt som hun betegner Reaktionen mod et tidligere Kvindeideal. Fru Hennings havde fortrinligt grebet det Flagrende og Barnagtige, Bestræbelsen efter at opfatte Livet som Leg. Saalænge det var muligt, at Nora ikke troede sig saar, betegnede Skuespillerinden hendes Barnesinds fjederboltagtige Stigen og Synken ved den bestandige Skiften Tempo i Dialogen: et fuldkommen springsk og løbsk Talesæt. Fortræffeligt var det, naar hun jog Ordene frem i Galopade, som ved Udbruddet til Børnene: »kasted I med Sneboldt, der skulde jeg have været med?« Man vil ikke glemme hendes pjattede: »Vaas, Vaas, Vaas« eller hendes: »Lystig, lystig«, som saa skærende betegner Noras Hang til at snakke Alting bort. Ved Fru Hennings hele Naturel, ved hendes fine Ansigtstræk med den lidt stillestaaende Mimik, beholdt Nora selv i
