266 ADOLF ROSENKILDE.
byrdige Medspillende. I denne Rolle var Rosenkilde endelig sig selv som Kunstner. Hans Skikkelse passede fortræffeligt til den af Livet haardt medtagne Smaaborger med det forkomne Udseende, der bevarer et uopslideligt Humør trods sine tomme Lommer. Han stikker ikke synderlig dybt, var næppe nogensinde god Regnemester eller flink Forretningsmand, saa man forstaar saa godt, at det er gaaet svært tilbage for ham. Dragten var lurvet-fattig i den forsøgte Pyntelighed med den slidte Kjole og høje Hat, der syntes at have faaet en Bule for hvert Stød Livet havde givet dens Ejer. Kostelig var den københavnske Diktion med den slæbende og drævende Stemme, der blev smørret, naar den skulde være følelsesfuld. Rosenkilde havde utallige Indfald. Man glemmer ikke hans Bordtale — en glimrende Karikatur af alleslags trivielle under megen Stammen udpræssede Skaaler — hans henrivende Misforstaaelser af det Svenske — hans uforstyrrelige Tik-tak. Undertiden kunde han i denne Rolle blive ligesom ellevild, naar han f. Eks. da Conradsen omtaler sin Ven Bendrejeren, anskueliggjorde dennes Virksomhed ved at dreje sit eget Ben omkring. Den Art Kaadhed mindede om hans Spil som Langhalm: hvor denne i sin Monolog forsikrer, at han »som en god General vil være paa sin Post«, stillede Rosenkilde sig pludseligt op i en Feltherrepositur à la Napoleon den Store.
Som Conradsen angav Rosenkilde, hvilken Rækkeevne hans Talent besad. Hvad han formaar at fremstille, kan kortest udtrykkes som Bornerthed. Kun maa man ikke derved forstaa det Samme som Dumhed. Den er dum, hvis aandelige Syn er stumpt; den Bornerte derimod ser skarpt indenfor en vis Begrænsning: hans Synskreds lukkes pludse-
