ADOLF ROSENKILDE. 267
lig af en Væg, som det aldrig lykkes ham at naa udenfor. Conradsen er netop saa usigeligt borneret, at hans Verden ender ved Kalkbrænderivejen og end ikke naar til Dyrehaven, men han er ikke absolut dum, skønt han vistnok er overmaade indbildsk. Desuden forbinder han en stor Skikkelighed og Elskværdighed med hele sit udannede Væsen.
De beslægtede Roller, Rosenkilde har spillet, have ikke formet sig saa tydeligt som denne. Meget nær i Aand og Form staar Smedemesteren i Genboerne og Skaarup i Sparekassen. Man savnede hos dem begge Udtrykket for den bestemte Haandtering eller Beskæftigelse. Hostrup har gjort sig saamegen Umage med at uddanne sine simple Personers Dialekt, at man nok af Skuespilleren tør forlange en tilsvarende skarp Karakteristik af Væsen og Manerer. En Smed bærer sig anderledes ad, holder sig og gestikulerer anderledes end en Skibsrheder — hvad Skaarup er — men Rosenkildes Fremstilling holdt dem ikke ud fra hinanden. Det var overvejende samme Stemme og Habitus.
Kort efter Conradsen leverede imidlertid Rosenkilde den fortrinlige Karikatur Justitsraad Winge i Besøget i København. Bornertheden er her steget til en Art Aandsforvirring, som en øm Kærlighed til Flasken bidrager til at udvikle. Winge forsøger sig i halvfilosofiske Ekspektorationer, der falde højst uheldigt ud: han løber bestandigt Panden imod de mærkværdigste Kategorier. Det var overmaade snurrigt at høre Rosenkilde forgæves bestræbe sig for at finde Rede i sine Præeksistenser, idet han virrede omkring som en drukken Flue. Hans Maske med de opspilede Øjne og det tilspidsede Ansigt, der endte i den skarpe Næse, gav ham et Udtryk, ligesom han par force vilde bore sig ind i
