ADOLF ROSENKILDE. 271
de langtrukne Toner, hele den Gamles Ærgrelse over Troels Drilleri og Sorg over sin formentlige Ulykke.
Men at saadant et lille Træk særlig fæstnede sig i Erindringen ved Udførelsen af en stor Karakterrolle, var maaske mindre heldigt. Rosenkilde har megen Fortjeneste af at have baaret Traditionen for en Række Holbergske Roller. Men det er gaaet ham hermed, som med sin Arvetagen efter Faderen, han har ikke givet meget til paa egen Haand. Hans Corfitz, Stygotius, Rosiflengius og Vielgeschrei, hvilken sidste iøvrigt er bleven meget beundret, indtager en respektabel Plads i hans Repertoire, men ere ikke Fremstillinger af første Rang. Dertil manglede den stærke Originalitet og den rige Opfindsomhed, som ikke holder sig til Figurens Ydre alene. Vi forlange dog af Skuespilleren, at han skal give os Besked om, hvilket Menneske Jeronimus eller Stygotius er, hvorledes han har udviklet sig, hvad han ønsker og nyder, hvad han foragter og beundrer — vi ville ikke nøjes med Masken alene — da al Skuespilkunst netop gaar ud paa, at Personen bestandig demaskerer sig for Publikum, medens han selv tror sig skjult. Det er kun denne Dobbelthed, som giver Tilskueren hans ejendommelige Bedre-Viden og Overlegenhedsglæde ved dramatisk Kunst.
Dog én Holbergsk Rolle har Rosenkilde udført med Mesterskab, og den er næppe nogensinde spillet saa godt. Det er Jeronimus i Erasmus Montanus: i den velstaaende Borger og Købmand præger hele Bjergets klippefaste Bornerthed sig. Hovedet synker ned mellem Skuldrene, Ansigtet bevarer overalt sin stivnede Ro, den store Underlæbe krummer sig med indbildsk Overlegenhed. Man føler, at denne Mand aldrig har rejst længer end til Kieler Omslag,
