Side:Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu/314

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

LUDVIG PHISTER. 305

den Anden frier til Judita, er Situationen i Virkeligheden den samme: den naive Skikkelighed knælende for den medlidende Skønhed. Men som altid hos Phister fandt man naturligvis en Mængde individuelle Træk, der skarpt holdt selv ensartede Figurer ud fra hinanden. Tag endnu til Eksempel den gamle Englænder i Slægtningene, den tommeste og taabeligste Vaudevillefigur! Hvormange Gange har man ikke mødt denne Type af den rejsende Lord med det magre, fine Ansigt, det halvt forbavsede, halvt intelligente Udtryk: iøvrigt kun Skind og Ben og Korrekthed.

Men nogle klassiske Opgaver have vi endnu tilbage. Fuldt saa højt som i Henrikrollerne stod Phister der, hvor Dumhed og Fiffighed var parret sammen. Efter min Mening var Henrik i Den politiske Kandestøber hans bedste Holbergske Rolle, som han endnu tredsindstyve Aar gammel spillede lige friskt og ungdommeligt. Han gav os her den fineste Udvikling af Drengens Væsen, han viste os, hvorledes hans Forstand steg sammen med hans Herres Ophøjelse. Rollen faldt i to Afdelinger: Henrik i Skødskind og Henrik i Liberikjole. Man hørte længe Træskoene klapre udenfor, inden han kom ind i første Scene, solidt tilsnavset fra Arbejdet med sorte Pletter i Ansigtet og en uforstyrrelig sløv Fiffighed i det brede Grin. Et Billede, der var Marstrand værdigt. Modsætningen var hans Indtrædelse i fjerde Akt med vasket Ansigt og rene Hænder og Haaret vandredt og skillet midt i Panden — en Søndagsudgave af Taaben. Phister havde de kosteligste Indfald her i Stykket; husker man, hvorledes han forberedte Repliken: »Nu slog Klokken tolv«, som afbryder Collegiet, ved pludseligt at staa stille og paa Fingrene optælle Slagene fra »Postmesterens Værk«. Henrivende var

20