306 LUDVIG PHISTER.
ogsaa hans Oplæsning af Aktstykkerne, naar han stavede sig til de vanskelige Ord og fordybede sig i Urimeligheden af Forskellen i Udtalen af ca og ci.
Jeg sætter denne Henrik højere end Udførelsen af Jeppe paa Bjerget, skønt den langtfra er bleven saa berømt. Opfattelsen af Henrik var absolut paalidelig, der kunde ikke rejses Tvivl om, at Holberg netop havde ønsket Opgaven løst paa denne Maade. Ikke saaledes med Jeppe. Den Hovedindvending, jeg vilde rejse mod Phisters geniale Spil, er den, at han ikke gengav Drankeren. Han var ikke den forhærdede Drukkenbolt, som ikke kommer nogen Dag ædru i Seng eller rettere som hver Dag maa lægge sig hen og sove Rusen ud, og som, hvis Nille ikke passede paa, drak alting op fra de tolv Skilling til Sæbe til selve den brogede Hest. Phister akcepterede uden videre Jeppes Selvanskuelse, at han er en »vittig Mand« og slog sig til Taals med det »hvorfor«, som Jeppe selv angiver som Grunden til sin Drikken, nemlig at han har Nille til Kone. Derfor gjorde Phister Skikkelsen helt igennem sympatetisk. Jeppe saa' vel noget sløv og fugtig ud, men havde ikke engang en rød Næse. Han var, naar han havde gjort Toilette, en pæn Mand at se i ordentlige rene Klæder — langt mindre snavset end Kandestøberdrengen. I hans almindelige Tale røbede heller ikke Drankeren sig paa en stødende Maade — det lød ganske urimeligt, at høre Jeppe udtrykke sig i sin dumpe og sagtmodige Tone, naar Jakob Skomagers Ølbas skingrede ved Siden af. Af de to maatte en uindviet Tilskuer antage Værten for den Forfaldne og ikke Gæsten.
Følgen af hele denne Opfattelse var, at Jeppe blev en tragisk Skikkelse. Phister lagde ligefrem an herpaa ved sin
