314 LUDVIG PHISTER.
lader sig omvende af et Par teologiske Talemaader. Han er inderst inde forknyt og melankolsk over sin forfejlede Tilværelse, og bevarer dog under Frygten for at blive grebet og puttet i Hullet et saa godt Humør, at han er istand til at paatage sig og gennemføre en meget vanskelig Forklædningsrolle. Han skal helt igennem være Publikum sympatetisk, baade ved sin overlegne Intelligens, ved hvilken han narrer Birkedommeren og Studenterne, og ved sin halvskjulte Sjælfuldhed, der røber sig i Samtalen med Eibæk. Paa ét Kort vare her alle Skuespillerens Specialiteter samlede. Han havde Lov til at forvandle sig paa Scenen, hvad der altid har tiltalt ham, fordi Publikum herved fik den bedste Lejlighed til at beundre hans Evne i denne Retning — og han omskabte sig ogsaa i et Nu fra den forslagne Københavner til den dumme Bonde, hvis Dialekt var saa kuriøs og hvis langtrukne Vise havde en ægte Blichersk Kulør; han skulde dernæst være det gode Hoved, som ved sine dristige Intriger fik alle Personerne til at løbe med Limstangen, og endelig skulde bagved Masken og Intelligensen hin Forknythed komme tilsyne, som havde sin Grund i, at han dog selv følte sig som den mest narrede. Han talte med den samme dumpe og sørgmodige Tone, som han brugte i alle slige Roller, og ved hvilken han straks vandt Tilskuernes Hjærte. Jeg nægter ikke, at jeg atter her kunde tænke mig et forskelligt Spil, ikke saa blødt og indsmigrende, ved hvilket man blev mindre venligstemt mod Tugthusfangen; vi ville sikkert i Fremtiden se Skriverhans fremstillet i et mindre rosenrødt Lys. Phister gav imidlertid netop, hvad Hostrup ønskede, idet han saalidet betonede Lasten og Lidenskaben hos den dristige Tyv.
