OLAF POULSEN. 323
Det lykkedes ham først i næste Sæson i en ganske lille Rolle, nemlig som Lars i Genboerne. Den bestandig søvnige Smedesvend har maaske højt regnet en Snes Repliker, som oven i Købet alle sluges i hans enorme Gaben; men Poulsen fejrede en virkelig Triumf. Han havde her fulgt sin Lærers bedste Princip og ganske omskabt sig. Han havde engang set en pudsig Fyr af en Smedesvend og huskede ham præcist — nu blev denne til Lars. Skæv fra Top til Taa, med hele den ene Side af Legemet trukket et Par Tommer tilvejrs over den anden, behøvede han kun tavs at bevæge sig hen over Gulvet for at vække en ustandselig Latter, som tilintetgjorde Publikums Opmærksomhed for Dialogen. Jeg røber ingen Kulissehemmelighed ved at fortælle, at hans Medspillende vare højst indignerede over, at han i sin Birolle tog Løvens Part af Bifaldet, men man kunde jo ikke godt forbyde ham at være morsom.
Der gik et Par Aar inden Poulsen havde samme Held. Han skabte en meget karakteristisk Figur ud af den gale Mand, som Anker udgiver sig for i Soldaterløjer, og som allerede Mantzius havde vakt saamegen Latter med. Poulsen stod maaske over sin Forgænger, han havde tænkt sig — eller rettere, han havde efter Virkelighedsstudier efterlignet en Sindsforvirring, der bestod i, at den Gale bestandig forestillede sig en Fremmed ved sin Side. Med denne imaginære Person skændtes og sloges han mellem hver Replik, og dette løjerlige Spil bidrog til at forøge den Komik, der ligger i de Hostrupske Indfald. I en saadan lille Rolle viste Poulsen bedre sit eget Talent end i alle de Holbergske Roller han fik. Han kom efterhaanden til at optræde i Phisters berømteste Henrik'er, og udenfor det klassiske Repertoire
21*
