OLAF POULSEN. 329
i ærbødig Afstand henvende sig til den med udsøgt Artighed. Poulsen lod Sosie spille Komedie i Komedien, fordi han var paa Siden af sin Rolle; han viste Sosie frem, idet han overdrev hans Angst. Amphitryons Slave vilde aldrig karikere Alkmene, naar han skal efterligne hendes Stemme, saaledes som Poulsen ved en Reminiscens fra Henrikrollerne gjorde det. Det vilde maaske være nok saa interessant at se Sosie alvorligt efterligne den fornemme Dame, skønt jeg ikke vil nægte, at Poulsen helt igjennem var vittig og morende. Og Enkeltheder spillede han fortrinligt, saaledes det Sted, hvor Sosie argumenterer for Amphitryon om sin Tilværelse. I samme alvorlige Tone burde hele Rollen været anlagt.
Vi ere saaledes vendte tilbage til Tjenerrollerne, fra hvilke vi gik ud. Det er efterhaanden lykkedes for Poulsen at afryste det Aag af Phisters Komik, der tyngede paa hans Skuldre, i Sosie var der f. Eks. intet Spor tilbage af den gamle Instruktion. Men større Ære gør ham dog den Maade, paa hvilken han har spillet Harlekin i De Usynlige, hvilken Rolle Phister aldrig havde givet sig af med og som Høedt havde brilleret i de sidste Gange, Stykket gik. Poulsen havde aldrig set denne, ingen Tradition skød sig ivejen for hans Fantasi. Han har overmaade heldigt formaaet at give den Holbergske Tjener en Tilsætning af Maskekomediens Harlekin, saaledes som vi alle kjende den fra den Casortiske Pantomime, der har bevaret meget gamle Traditioner. Uden at gaa over Stregen har Poulsen optaget det Karakteristiske ved Harlekins vimse Væsen, og iøvrigt gjort Figuren saa enfoldig—drilsk, som Holberg vil, og saa dansk, at det ikke støder, naar Peblingesøen omtales i Neapel. Glanspunktet i Fremstillingen er Serenaden, som tillader Poulsen
