348 EMIL POULSEN.
Det er den samme Mangel paa Radikalisme i god Forstand, som forhindrer hans Tartuffe fra at blive et stort Kunstværk. Skikkelsen er genialt tænkt. Der er i Poulsens Tartuffe Elementer af en Scapin. Man ser en Skælm lure i det Ansigt eller rettere i det ene af de to Ansigter, som Poulsen viser Publikum. Han har nemlig indrettet sin Maske — en Art Falkefysiognomi — saaledes, at hans Medspillende bestandigt se et ydmygt Devot-Aasyn, med hængende Mund og fromt himmelvendte Øjne, medens der ud mod Tilskuerne griner et rigtigt Gavtyvefjæs, der ikke kan holde sit forslagne Smil tilbage over Orgons ubegribelige Lettroenhed. Denne Dobbelthed er gennemført paa beundringsværdig Maade, men ligger naeppe i Molières Skikkelse, der har et saa alvorligt, ja rædselsindgydende Præg, at man ikke et Øjeblik ler hverken over Tartuffes Hykleri eller hans skumle Sanselighed. Vi vide jo dog nu, mod hvor højt et Maal Molière sigtede og Stykket havde ikke været saa forvovent, hvis Tartuffe ikke havde betydet mere end en almindelig Erkeskælm. Poulsen gør Figuren mindre, idet han saa stærkt betoner det Komiske. Derfor lykkes Scenerne med Elmire ham bedst, fordi Tartuffe her viser sig mere enkelt og uden Forbehold blotter sin urene Sjæl. Hans Elskovsbrynde fremstilles af Poulsen med en hæsblæsende Voldsomhed, der er betagende. Den sødlige Stemme lammes af Lysten, saa at den kun tilsløret og stedvis bringer Ordene frem; den hele Stilling beholder noget Sky, som et Menneskes, der staar paa Springet til at flygte ved den mindste Fare. Ja, Tartuffes Holdning bliver undertiden en Skoledrengs, der frygter at gribes paa fersk Gerning — det er konsekvent ifølge Poulsens Opfattelse, men saa er Tartuffe unægteligt ikke længer Jesuitismens In-
