29
MICHAEL WIEHE.
de Andre ikke gøre, men en selvbevidst Overlegenhed afpræger sig næppe paa den, der selv er saa alvorligt søgende, undtagen lejlighedsvis i enkelte Repliker. Den Maade, hvor paa han tiltales af de andre saavelsom hans egen Udtryksmaade paa mange Steder tyder paa, at hans Væsen er barnligt. — Jeg vil spare Dem for at gennemgae de enkelte Scener, da Udførelsen jo følger Hovedopfattelsen og kun tilføje, at det er faldet mig ind, om ikke Tadeo ogsaa maaske stod i nogen Rapport til Stykkets Titel, og om den Parallel skulde drages mellem de to Hovedpersoner, at ligesom Hun, skønt yngst, paa en Maade viser sig som den ældste, saaledes skulde han, skønt ældst, vise sig som den yngste. Dette Sidste har naturligvis intetsteds hjemme, eftersom ingen andre ere faldne paa det, men hvorom alting er, saa beder jeg Dem sige mig oprigtigt, hvad deres Mening har været med Tadeo. Er den ældre Tadeo Dem kærere end den yngste, saa spiller jeg ham saaledes for Fremtiden; thi det kan jeg nemlig, og De maa ikke frygte for at saare mig, ved at erklære mit Arbejde for forfejlet, thi det er mig ikke om at gøre at faa Ret«.
Det er paa engang beskedent og grumme stolt sagt. Muligvis tog dog Wiehe Fejl og havde ikke saa let kunnet laane Personlighed til en anden Tadeo. I hvert Fald taler ud af dette Brev en moden Kunstneraand, der helt er kommen til Klarhed over sin Virkens Natur. Hver Linje vidner om hin aandelige Sikkerhed og Modenhed, som gjorde Wiehe til den Elitekunstner, han var. Og tvivlende spørger man sig under Læsningen, hvormange Skuespillere der vel magte at tænke saa klart og udtrykke sig saa fornemt, og saa helt underordne sig deres kunstneriske Opgave som han,
