30
MICHAEL WIEHE.
der stod saa højt, og man forstaar, at han netop svang sig op til hin Højde, fordi han dreves »som af en dæmonisk Magt« til at omfatte sin Kunst med en glødende og altid fornyet Kærlighed, der formede selv det ringeste Arbejde til den alvorligste Pligt.
V.
For Enhver, der har set Michael Wiehe, danner hans Spil Maalestokken for erotisk Skuespilkunst. Andre kunne være elegantere, som Bressant f. Ex., eller større Virtuoser, som Delaunay, eller af en mere moderne Nervøsitet, som Sonnenthal, ingen har givet den mandlige Elskov i en ædlere og skønnere Form.
Den Elskov, han fremstillede, var ikke af sanselig Art. Han spillede ikke Kærligheden til den enkelte Kvinde, hans Øje fæstede sig ikke lidenskabeligt paa hans Medspillerske, hans Hænder brændte ikke efter at gribe hende, han attraaede ikke hende, til hvem Kærlighedsordene klang fra hans Læber. Han beundrede hende, tilbad hende som et jordisk uopnaaeligt Ideal, han værgede for hende som for en kostbar Blomst, der ikke tør udsættes for barske Storme, han nærmede sig hende ærbødigt, bragte hende sit Liv som en ringe Tribut til hendes Skønhed. Han selv var betaget af Eros, hans Væsen var som flydende Lava, men Flammen berørte ikke den Elskede. Saaledes var hans Erotik af sær usanselig eller oversanselig Art.
Den Elskov, han fremstillede, var en Religion. Han troede paa Kvinden, overfor hvem hans Sjæl fyldtes med en mysteriøs Lidenskab, for hvis Skyld han kunde dø som
