49
FREDERIK HØEDT.
Lystspilelsker og Komiker. Han blev straks ansat med en forholdsvis høj Gage.
I næste Sæson brød Krigen ud. Høedt havde om Sommeren indgivet en tildels ny Bearbejdelse af Shakspeares Richard den Tredje til Heiberg, med Anmodning om at spille Titelrollen. Heiberg antog ikke Stykket; hans Censur gør ham ingen Ære. I England kan, skriver han, denne Tragedie passe, fordi den »maaske er i Harmoni med den hypokondre engelske Karakter«, i Tyskland opfører man den som andet Fremmedt, fordi »Landet selv ingen egentlig dramatisk Literatur har«, men Danmark har Oehlenschläger, og Heiberg »tvivler paa at vi nu nogensinde kunne vænne os til at se Melpomenes Dolk forvandlet til en Slagterkniv«. Det er temmelig haarde Ord overfor Shakspeare, ligesom det er en ganske usand Paastand, skønt rigtignok et Nationaldogme, at Tyskerne intet Drama besidde. Høedt havde samtidigt foreslaaet Heiberg fire andre Roller, deriblandt Marinelli i Emilia Galotti og Figaro i Beaumarchais' Figaros Bryllup, hvilke Stykker man skulde tro, at en Theaterchef kunde være bekendt at spille, men Heiberg var haardnakket og sagde Nej til alt. Høedt skulde efter hans Mening ikke slaa saa stort paa, men »spille rundt omkring« — det vil sige mindre eller ubetydelige Roller, ellers kunde Publikum let blive træt. Og Høedt derimod vilde netop slaa de store Slag, det var derfor han var gaaet til Theatret efter saa megen Vaklen. Han vilde netop spille saadanne Roller, hvor Digterens hele Genius kommer frem, netop udføre Figaro, fordi han mente, at Beaumarchais havde inkarneret sig i Rollen. Han indsendte sin Afskedsbegæring til Ministeriet,
4
