58
FREDERIK HØEDT.
skønt og naturligt. Jeg for min Del foretrækker dette Kunstværk for Foredraget af Baggesens Ja eller Nej, fordi dette Digt forekommer mig umorsomt og næsten meningløst, og ikke engang giver Anledning til videre Karakteristik. Man beundrer mest den Virtuositet, hvormed Høedt jager Versene afsted i en Karriere, der skal gengive Hestens hastige Ridt og Rytterens Jappethed. Hører man derimod om Jydens trofaste Kærlighed til Messingjens, saa gaa Ordene En lige til Hjerte. Mesterligt er det sted, hvor Rasmus forsøger at tale Københavnsk efter sin Ritmester. Det var saa tydeligt, at Høedt havde afluret Naturen denne mærkværdige Dialekt. Sligt er Petitesse, vil man sige. Mon dog ikke den ægte Kunst viser sig i de til Fuldkommenhed udførte Enkeltheder? For Meissonier er en Hestehale, der ikke er større end Spidsen af en Knappenaal, Genstand for ligesaameget Studium, som selve Napoleon den Tredjes Portræt.
Naturligvis kan Høedts Talent ikke fuldt komme til sin Ret ved saadanne Oplæsninger, der forholde sig til en dramatisk Udførelse, som Haandtegninger til et udført Maleri. De vidnede dog om hans Fortolkningsevnes Udstrækning. Jeg kan nævne som Eksempel paa, hvor lidt han nøjedes med en slet og ret Reciteren, Foredraget af Jakob og Lone, i hvilket Digt Christian Winther, som bekendt, har optaget Historien om den flyttende Nisse paa ganske traditionel Maner. Her vidste Høedt at antyde, hvorledes Jakob saa ofte havde søgt sin Trøst i Flasken, at Nissen netop var den Svimmelhedens Aand, der betog ham ved slige Leiligheder og som han ikke kunde blive kvit. Det var usigeligt komisk gjort. Man følte ret, hvor vittig en Skuespiller Høedt havde været.
