Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/100

Ei Havets Bølger vaskede dens Fod,
Men kun et muntert Landskab. Korn og Skov
I Bølger gik. Adspredte vidt og bredt
Laae Gaard og Huus, og Røgens lette Krusen
Høit hæved sig fra Bondens Tag; men Høien
Var kronet med sit eget Diadem,
En rundtomløbende Ring af Stammer, skabt
Ei ved Naturens, men ved Kunstens Luner.
De To, en Jomfru og en Svend, beskued,
Den Ene Alting, som forneden laae,
Livsaligt som hun selv; han saae paa hende;
Og begge to var' unge — Een var deilig:
Og begge to var' unge — meer eller mindre.
Den søde Maane liig ved Himlens Raad
Var Pigen alt i Qvindevaarens Aften.
Han talte færre Somre; men hans Hjerte
Langt voxte fra hans Aar, og for hans Øie
Eet Ansigt blot var elskeligt i Verden;
Det skinned paa ham nu; derpaa han stirred
Saa fast, at ei det kunde meer forsvinde.
I hende blot han havde Liv og Aande;
Hun var hans Røst; ei talte han til hende.
Han skjalv paa hendes Tunge; hun var hans Syn
Hans Øie fulgte hendes; han saae med hendes;
Det gav hans Verden Farve. Han havde ophørt
I sig selv at leve; hun var alt hans Liv,
Var Oceanet for hans Tankestrøm
Og favned Alt. Ved en Berøring blot,
En Lyd fra hende bølged vildt hans Blod,
Brat skifted Kinden Farver. Ei hans Hjerte
Dog kjendte Grunden til hans Dødsensangst.
Men hun tog i hans Ømhed ingen Deel,