kunde Du have blevet liggende hjemme i Askekrogen. Skjald uden Mæle duer saameget som Balg uden Sværdetunge.“ Eyvind vilde da sjunge noget, men han kunde ikke faae Munden op, og han sagde da, uden at han vidste af det:
Den svarte Bole faae Last og Skam,
Hun haver mig bundet i Fugleham.
Alle Mænd i Hallen begyndte at grine og sagde ham at være lidet drevet i Skjaldskab; da blev Eyvind bister af Skamfuldhed, stak et dybt Horn ud og sang med Dristighed, uden at det laae ham Magt paa, hvad der vilde følge paa. Forinden sagde han: „Gjerne vilde jeg tiet, men nu have I ægget mig, og lidet ville I lystes ved det, jeg nu qvæder; men holde Tand for Tunge kan jeg ikke længer: thi min Drift bliver stor.“
Harald han rider, en Drauge paa Vind,
Rider med Graad udi Øie,
Harald han rider saa tung udi Sind
Ind udi Sønnernes Høie.
Harald han sidder, en Skygge, paa Steen,
Leger med Sønnernes sneehvide Been.
Erik! Du est Dig saa blodig en Mand,
Altid er Øxerne røde,
Mere end Kildens det perlende Vand
Ere Blodets Draaber Dig søde.
Derfor der sidder ved Nat i Din Hal
Mangen en grinende Pandeskal.
Uden Blu paa Leiet Du udi Din Arm
Den ledeste Hex mon tage,
Med sorte Katte for sorte Karm
Til hende De Finner age,
Saa lave de Drikke ved Stjerneskin
At øde den Konningeæt saa fiin.
