baade han og Torjolf toge Sværdet i begge Hænder, gik langt frem for Banneret og trængte igjennem Hæren baade paa langs og tværs. Baade Hjelme og Skjolde maatte briste for deres tunge Hug; thi Kongen og Torjolf vare lige stærke. I den anden Hær gik iligemaade Alf Askmand og Evind Skreja haardelig frem, og da de kunde kjende Kongen paa den forgyldte Hjelm, gjorde de sig især Vei mod det Hjørne, hvor den glimrede, da de havde meest Mod paa at ramme ham. Da Eyvind Skaldaspiller saae, at saa mange bar Vaaben imod Kongen, at de let kunde overvælde ham, kastede han en Hætte over Hjelmen, uden at han blev det vaer. Saa qvad han igjen:
Frem, modige Drenge!
Paa rygende Vænge
Med blinkende Stang.
De Sværde, som time,
Saa herligt sig rime
Med Strængenes Klang.
Vi hugge og synge.
En Krands vi vil slynge
Om Drotten saa bold;
Af Glavind de blanke,
Af Landser de ranke
En glimrende Vold.
Skam Dig, Du Kryster,
Som standser og ryster,
Mon Kolden Dig tvang?
See Halvor kan stævne
Og Bane sig jævne,
Hvor Veien er trang.
See Einar maa rave,
Hans funklende Krave
Fik svarlig Rift.
