Tante! Tante!
Ja, svarede hun, halv i Søvne.
Farvel, gode Tante! sagde han og kyssede rørt hendes Haand. Farvel, og tusind Tak for al den Kjærlighed, du har viist imod mig.
Konen, som imidlertid var vaagnet rigtig op, spurgte gandske forundret: Hvad skal dette betyde, Frits, hvor agter du dig hen i Bælmørke midt om Natten?
Jeg har ikke Stunder til at fortælle dig det nu, svarede Frits; jeg er nødsaget til at reise bort over Hals og Hoved. Hils Onkel imorgen fra mig, og tak ham for alt det Gode, jeg har nydt i hans Huus. Han vil ogsaa kunne fortælle dig Anledningen til min Reise. Jeg har alt iaftes sagt ham Besked derom.
Den gamle Frue greb ivrig til Klokken. Da Frits blev det vaer, sagde han til hende:
Bliv ikke vred, gode Tante! jeg har for en Sikkerheds Skyld seet mig nødsaget til at overskjære din Klokkestræng.
Da han havde sagt dette, gik han ud af Døren. Hans Tante sprang op af sin Seng og tog fat i Dørens Haandgreb for at skynde sig efter ham.
Jeg har skudt Slaaen for, sagde Frits paa den anden Side. Leeg dig endelig ufortøvet til Sengs igjen, ellers veed du selv, du bliver forkjølet og faaer din slemme Tandpine paa ny. Det er dig en reen Umulighed at komme fra dit Kammer førend imorgen tidlig, naar Stine bringer din Kaffe.
Gaarden var omringet af en høi Teglsteens-Muur, der var besat med spidse Jernpigge. Derfor havde Frits medtaget en Reebstige, ved Hjelp af hvilken han steeg over Muren, skjøndt ei uden stor Fare for at blive spiddet eller brække sin Hals. Den næste Dags Middag ankom han gandske mødig og forpustet til en Landsbykro, der laae flere Miil fra hans Onkels Gods.
