Da hørte han en Røst fra Luften, som raabte: God Dag, Onkel!
Han faae sig i Veiret, og opdagede sin Brodersøn i den øverste Top af et anseeligt Bøgetræ.
Frits vedblev: Du seer, det havde været mig en let Sag, her imellem de tætte Løv at undgaae din Eftersøgning; men jeg vilde nødig, du skulde blive til Nar for en fremmed By, naar du i Stedet for din Brodersøn, kuns fik et Dusin Grævlinger og Ræve. Derfor vil jeg strax komme ned og give mig i dine Hænder, hvis du lover mig i Fremtiden at holde mig under mindre Tvang end hidtil er skeet.
Nei, Brorlil, sagde Herremanden, du skal smukt overgive dig paa Naade og Unaade. Siden jeg nu eengang har dig saa vel fat, maa du slet ikke vente, jeg lader mig foreskrive Vilkaar af dig.
O, svarede Frits, du skal just ikke rose dig af, at du har mig fat endnu. Hvorledes vil du faae mig ned af dette Træ? Der gives ikke paa denne Qvadratmiil nogen levende Sjæl, der tør driste sig herop paa disse tynde Grene.
Fald blot ikke ned og bræk din Hals, Knegt, sagde Onkelen, saa skal Resten nok give sig. Jeg savner ikke Midler til at bringe dig ned paa Jorden. Jeg vil ei engang gribe til det simple Huusraad, at lade Træet fælde; men jeg stiller blot en Vagt ved det, som i al Mag kan modtage dig, naar Lysten til en Bid Brød tager Overhaand hos dig. En dygtig Brandstige kan vel ogsaa række derop til dit Fristed. Nu gaaer jeg bort et Øieblik for at træffe de nødvendige Foranstaltninger. Du skal snart see mig her igjen. — Hold du imidlertid min Hest, Jochum, og pas vel paa Knegten i Træet. Kan du bringe mig ham bundet, naar jeg kommer igjen, da giver jeg dig en af mine gamle Kroner.
Da den Gamle var vel borte, steeg Frits i en Hast ned
