af Træet og tiltalte Gaardsdrengen paa følgende Maade: Siig mig, Jochum, hvem af os to du vel anseer for den stærkeste?
Det maa vel jeg være, svarede Drengen, da jeg er en god Deel ældre; men jeg vil for den Sags Skyld gjerne lade det komme an paa en Prøve. — Med disse Ord gik han, i Fortrøstning til sin Kraft, ind paa Livet af Frits, og var i sit Hjerte forvisset om, at han let skulde fortjene den belovede Krone.
Frits veeg et Par Skridt tilbage, mens han vedblev: Tag dig i Agt, Jochum. Du er kanskee mig overlegen i Styrke; men du forstaaer neppe saa godt som jeg at bruge dine Kræfter. — Idet han gjorde denne Bemærkning, kastede han Jochum ved en uventet Vending baglænds omkuld i Græsset. Medens denne meget overrasket atter reiste sig langsomt i Veiret, begyndte Frits anden Gang paa den afbrudte Fredsunderhandling.
Seer du nu, sagde han, at det er saare tvivlsomt, hvo af os to der gaaer af med Seieren? Dersom du vedbliver dit Forsæt, at bruge Magt imod mig, er du jo fuldkommen vis paa Næsestyvere, Ribbeensstød og andre ubehagelige Følger af Slagsmaal; derimod er det høist rimeligt, at du endda nødes til at lade mig gaae. Hvis du derimod finder dig i Billighed, giver jeg dig en Ducat.
Synet af Ducaten var særdeles fristende for Jochums ringe Grad af Dyd, og han stod et Øieblik gandske raadvild. Da tog Frits en Lommepuffert frem og sagde; Hvis du nu ikke strax gjør, som jeg befaler, skyder jeg dig paa Stedet ihjel.
Lad mig da see, om han har Ducaten, sagde Jochum, som just ikke frygtede meget for Iværksættelsen af denne Trudsel, men som dog heri fandt en antagelig Undskyldning at forsvare sig med for sin Husbond. Frits bad ham nu i største Skynding vexle Klæder med sig, bandt Drengens Hænder paa Ryggen og forbød ham under Dødsstraf at oplade sin Mund. Selv besteeg han Hesten og førte sin Fange med Rebet igjennem Skoven.
