Da de nærmede sig til Klappernes Linie, raabte Frits: Hurra, her har vi Skjelmen, nu gjøres der ingen videre Jagt behov; min Husbond giver Jer Lov til at gaae hen i Kroen og drikke Jer en dygtig Ruus paa hans Regning.
Klapperne gjorde strax Plads for Rytteren, og denne saae sig snart i Sikkerhed paa den aabne Landevei. Her saae han sin Onkel komme imod sig med to Mænd, der bar en Brandstige. Saasnart Herremanden saae Toget, tvivlede han slet ikke paa, det var hans Gaardsdreng, der i Vadmelsjakken og med den bredskyggede Hat sad som Seierherre paa den blissede Hingst.
Bravo, Jochum! raabte han derfor, det var meer end jeg havde troet om dig. Du har som en ærlig Karl fortjent din Krone. Træk nu Synderen hen i Kroen og gjem ham under Laas og Lukke, til jeg har afgjort min Regning med Byfolkene.
Strax efter dette Tilraab slap Frits Rebet og red i Galop forbi sin forbausede Farbroder. Idet de krydsede hinanden paa Veien, sagde Frits:
Jeg rider blot nogle faa Miil med din Hest. Imorgen skal den i forsvarlig Stand blive bragt til denne Kro.
Efterat Frits havde strøifet en fjorten Dages Tid omkring i Jylland, mærkede han, at den Tid snart vilde komme, da han ikke meer havde noget at bestride sine daglige Udgifter med. Aarsagen hertil var deels, at han i Almindelighed fik sine hele Penge vexlet paa en for ham høist ufordeelagtig Maade, deels at han aldeles manglede Naturanlæg til at holde paa de tilbyttede Smaaskillinger. Nu maatte han da for første Gang i sit Liv tænke paa Midler til at erhverve sig sit daglige Brød. Til den Ende kjøbte han sig en Violin, og vilde søge sin Underholdning ved at spille for godt Folks Døre. Han begav sig til en afsides liggende Bondegaard for at prøve sine Gaver til denne nye Haandtering. Midt i Gaarden spillede han een Engelskdands efter en anden, men stirrede forgjeves paa de smaa, forbrændte
