ninger, men førte Rømningsmanden atter ind til den forladte Fibel.
Frits kunde om Natten neppe sove for den urolige Længsel, hvormed han saae den næste Dags Høitidelighed imøde. Saasnart Daglysningen begyndte, stod han op og gjorde sine Jagtredskaber i Stand. Derpaa gik han ud i Haven og ventede med utaalmodighed paa, at hans Vært skulde reise sig af Sengen. De første Svaler, der forlode deres Nattero, maatte tjene til Maalet for hans Prøveskud, og da det lykkedes ham at træffe to til tre af disse under deres regelløse Flugt, haabede han, med sit sikkre Haandelag at indlægge sig stor Ære ved de betydeligere Skud paa den større Jagt.
Licentiaten, som var vækket ved Flinteskuddene, viste sig i et aabent Vindue, der stødte ud til Haven.
"De har ikke faaet megen Søvn inat," sagde han til Frits.
"Ikke synderlig," gav denne til Svar.
"Jeg ikke heller," vedblev Licentiaten.
"Hvad har da ligget Dem paa Hjertet," spurgte Frits.
"Jeg har," fik han til Svar, "den halve Nat grundet paa det Værk, De veed, jeg har under Hænder."
"Og jeg," sagde Frits, "har før Dag plaffet med min Flint. See her er tre Svaler, som jeg allerede har truffet. Hvor mange Tanker har De fisket til Deres Bog?"
"Jeg har," tog Licentiaten Ordet, "beskjæftiget mig med endeel forberedende Betragtninger over det skriftlige Foredrags Væsen. Jeg kan med soleklare Beviser godtgjøre Dem, at man aldeles ikke kan fremstille nogen Mening i Ord og Sætninger. Inden man beviser mig Muligheden deraf, kan jeg slet ikke skride til Værket."
"Ej, ej!" sagde Frits; "hvis mit mundtlige Foredrag ikke tilfredsstiller Dem, saa behag blot at række mig et Stykke Papir,
