Papiret. Det, han skrev, lød saaledes: Om de uoverstigelige Vanskeligheder, der ere forbundne med at frie[1].
Frits havde strøifet omkring i Haven, til Duggen var
borttørret. Derpaa slængte han sig langs med en Kanal i Haven,
og læste med stor Graadighed en Novel i en tydsk Kalender. I
det han adskilte to Blade, som ved Snittets Forgyldning vare
komne til at klæbe sammen, saae han Sophie nærme sig over
den chinesiske Bro. Hendes Paaklædning var idag simpel og
huuslig. Han gjorde ved sig selv den Bemærkning, at hun i
enhver ny Dragt blev ligesom til et nyt Væsen, men var i dem
alle for ham lige deilig. Dog fandt han, at et usædvanligt
Udseende ved første Blik gjorde hende lidt fremmed for ham; at
man ikke blot maa blive fortrolig med et Menneske selv, men
ogsaa med dets Klæder, og at en Mand, hvis Kone gik med
365 Dragter om Aaret, aldrig ret kunde være hjemme. Under
disse Betragtninger fik han Bladene skilt fra hinanden og fordybede
sig atter med spændt Nysgjerrighed i den tydske Fortælling.
Pigen kom hen til ham og vilde give sig i Samtale med ham; men han, der var gandske henrevet af sin Novel, affærdigede hende med korte Svar. Idet hun kom, truede hun ham med Pegefingeren og sagde:
"Jo, De er en smuk Person! Skammer De Dem ikke ret i Deres Hjerte, fordi De var saa uartig i Aftes?"
"Jo", svarede Frits, uden at vende Blikket fra sin Bog.
"Og hvad der var det Allerafskyeligste, De havde jo drukket Dem gandske fuld i Punsch. Veed De da ikke, at Drukkenskab er en Udyd, at det er en Ugudelighed? Svar mig!" raabte hun
- ↑ Her mangler Intet i Haandskriftet; men det er utvivlsomt, at Forf. har tænkt at udføre Æmnet nøiere.
