ivrig og rykkede ham i Kjolen: "Har De ikke læst det sjette Capitel om Pligterne?"
"Jo", sagde Frits.
"Siden vi taler om Ugudelighed, kommer jeg til at tænke paa, hvor min Tante havde gjort mig bange, da jeg var lille. Hun havde fortalt mig saa mange græsselige Historier om Helvede, hvor slette Folk brændte til evig Tid i sydende Svovl og Tjære. Jeg vovede mig aldrig til at gaae alene ned i den lange Gang, naar det var mørkt. Hver evige Mandag besluttede jeg ret at forbedre mig; men naar vi kom ind i Ugen, havde jeg dog bestandig forseet mig igjen. Saa gik jeg i den dødeligste Angst for at jeg skulde døe, inden det blev Mandag igjen, og jeg i den nye Uge atter kunde begynde paa et nyt Liv. Men nu kom til al Lykke Hr. Hansen her i Huset og fortalte mig, at der ikke meentes andet end Samvittighedsnag dermed. Jeg forsikkrer Dem, det var ligesom En havde lettet en Steen fra mit Hjerte. Men De hører jo slet ikke paa, hvad jeg — —
