Men siig mig engang, tog Andreas til Orde, hvoraf har du dit Ophold, naar du hverken kjender Fader eller Moder?
Fra en ubekjendt Haand har jeg hver Maaned faaet Penge til min Vært.
Paa den Maade bliver du nok af ædelt Blod; thi det er kuns Adelsmanden og Kukkeren, der lader sine Unger klække op i fremmed Rede.
Jeg har ogsaa besluttet, heller at betragte mig selv som Baron end som Bondesøn, da Uleiligheden dog er den samme. —
Under denne Samtale saae de to Venner en Dreng gaae med hurtige Skridt forbi Havegjerdet. Hans trinde, mørkerøde Kinder og hans Vadmels Trøie viste, at han var en Bondedreng. Under sin Vandring spillede han Bold med sin brede Hat og qvad Sangen: Farvel, min velsignede Fødeby (see S. 82).
God Aften, Broder! raabte Sylvius, hvor gjælder Reisen?
Hvor Gud vil, sagde Drengen.
Du løber dog aldrig bort fra dine Forældre? spurgte Andreas.
Jo, noget nær, svarede Drengen.
Hvorfor gjør du det?
Fordi min Fader vil sætte mig i Skrædderlære imorgen.
Har du da hidtil intet bestilt?
Ikke stort. Jørgen Degn syntes, jeg havde for godt Nemme til at være Bonde, derfor vilde han holde mig til Bogen; men da vi havde læst Peter Laales Ordsprog, stoppede Hans Lærdom. Nu vilde, som sagt, min Fader have mig til Naalen. Men jeg troer jeg er for god til Alting. Til Ploven havde jeg for godt Hoved, til Bogen havde jeg for gode Arme, og til Naalen har jeg for gode Been.
Vi bør sætte den Knæ, at han ei gjør sine Forældre den Sorg, hviskede Andreas til Sylvius.
