og uforberedt opvarte Folk med Viser. Hvorfor skulde ikke Sligt ligesaa godt lade sig gjøre i Sjælland som i Italien?
Men du har jo aldrig gjort Vers.
Nei. Det stillesiddende Versemageri med Pen og Blæk har altid kjedet mig forbistret. Jeg vil i Virkeligheden gjøre, hvad enhver Poet, der ei har Tone skabt i Livet, siger at han gjør: jeg vil synge. Det træffer sig herligt, at Davidsharpen her i Huset nys blev falbudt. Jeg føler mig allerede grebet af Poeternes almindelige Tilbøielighed, at sætte deres Laugsbrødre irette. De usandfærdige Penneslikkere paastaae bestandig, at de slaae Harpen, hvergang de gjøre Nytaars- og Liigvers. Men Gud og hver Mand veed dog, at de aldrig røre ved Strænge uden i vaagen Drøm. Nei, jeg vil være oprigtig Sanger. Jeg vil ikke spille paa indbildt Harpe, men paa legemlig Harpe, som kan tages og føles paa.
Men forestil dig dog, hvor det vil nedsætte dig i den offentlige Mening, at gjøre dig selv til en aabenbar Landstryger.
Destobedre! Naar man engang ret er anseet for gal, fører man et mere tvangløst Liv. Det har været mig et utaaleligt Aag, at mit Liv bestemtes efter Reglerne for et anstændigt Menneske. Ved dette Skridt bryder jeg saa aldeles med Folk af Stand; jeg sætter mig med Et ud over Folks Domme, og kan handle frit som en Otaheitier efter mit eget Hoved. For at blive ret viis, maa man finde sig i at kaldes forrykt.
Lykke paa Reisen da! Naar du engang har fattet et vildt Indfald, da veed jeg, Pokker selv kan ei tale dig tilrette. —
Sylvius gik i Middagsheden paa Landeveien, bedækket af
Støv og Sved. Usynlige Lærker hang høit i Luften over hans
Hoved, hvor han saa gik, og kjedede ham med deres eensformige
Musik. Græshoppen skaffede ham ikke mere Tidsfordriv med sin
